Indrømmet. Jeg var nødt til at slå op, hvad en jubilæumsbog egentlig er. Den kan markere en milepæl og fastfryse en selvfortælling – eller den kan være en bog for nysgerrige udenforstående. Men den skal vælge. Uden et klart publikum og et klart formål ender den let som et arkiv med hardback. Og uden kuratering udjævnes alt. Når alt får samme vægt, bliver det store småt og det små… ja, stadig småt.
Redelig – og fine billeder
Fra Madsen Maskingeværer til DISAMATIC – DISA 1900-2025 er redelig. Kilderne er mange, referencerne sidder tæt, og den virker grundlæggende troværdig. Den dokumenterer opture og nedture uden at virke bange for at lyde som en pressemeddelelse.
Og så er der billedsiden. Våben er taknemmelige motiver. Der er noget dragende og farligt over dem, som kameraet elsker. Senere, når fortællingen bliver til støbemaskiner, falder den visuelle spænding.
Målgruppen er uklar
Den er i hvert fald ikke skrevet til den brede befolkning, men den er heller ikke konsekvent bygget som et opslagsværk med tydelig struktur og prioritering. Den ligger et sted midt imellem og er desværre meget komplet. Det er et modigt valg, når materialet faktisk rummer stof, der kunne bære en langt mere interessant bog.
Dramaet der udeblev
Bogen er fuld af korte glimt ind i historiske eventyr, som burde få lov at fylde. Danish Oriental Trading Co. Ltd. og Karl August Ståhlgren får lov at sælge danske rekylgeværer i Asien, han bliver konsul i Kina, viser sig at være en slyngel og flygter fra kinesiske investorer, bliver anholdt i Japan for tyveri af kontanter og ædelsten og tager videre til USA. Det er drama med både geografi, moral og konsekvens.
Boganmeldelse
Titel: Fra Madsen Maskingeværer til DISAMATIC – DISA 1900-2025
Forlag: Frydenlund
Forfattere: Ole Jeppesen (historiker) og Poul Erik Arre (ansat i DISA siden 1981)
Omfang: 200 sider
Pris: 299,95 kr
Bogen er anmeldt af Leander Wandsøe-Isaksen.
I bogen får det cirka ti spaltelinjer. Uden charme, uden sjæl, uden stemmer.
Det samme mønster går igen. Våbensalg i Peru og Argentina. Til fascisterne i Portugal. Til Bulgarien og Rusland. En fabrik, der bliver nationaliseret i forbindelse med den russiske revolution! Drama! Der er danske prinser, baroner og adelsfolk. Våbensalg til russerne under den russisk-japanske krig. Politisk pres fra Udenrigsministeriet for at sælge til nazisterne. Rifler, der gemmes for tyskerne. En fabrik, der sprænges i luften. Involvering i hovsa-missilet!
Stoffet er voldsomt dramatisk, men i bogen får det omtrent samme vægt som en skytteklub-udflugt med orkester, en intern lottoklub med navnet “Kom så”, og en anekdote om Rigshospitalet, der ikke vil betale 12.000 kr. for en “hypertherm”, som bogen i øvrigt ikke hjælper læseren med at forstå, hvad er (og det er til stadighed ikke lykkedes anmelderen). Det lykkedes dog den dygtige sælger at lande et kompromis på 10.000 kr., hvor Rigshospitalet må undvære den tilhørende gummimåtte. Who cares.
Arkivskabet der sukkede af tilfredshed
Det er her bogen bliver mest konsekvent. Den bruger plads på de ansattes frokoststuer, hvor de ligger, og hvilke lokationer de flytter rundt imellem. Man kan næsten høre arkivskabet sukke af tilfredshed. Til gengæld bliver de store historiske scener reduceret til faktapunkter, og læseren står tilbage med oplevelsen af en bog, der hellere vil være komplet end vedkommende.
Konklusion
Bogen er solid som dokumentation og flot som billedsamling, især i den tidlige våbenperiode. Som læseoplevelse er den overraskende flad, taget materialet i betragtning.
Den har eventyrene. Den har dramaet. Den har alle ingredienserne.
Den nægter bare at lave mad.
Vurdering: 2 stjerner af 6 mulige. 1 stjerne for det faktuelle: Redelig, veldokumenteret og troværdig. 1 stjerne for billederne: Flotte, især der hvor motiverne næsten ikke kan undgå at være interessante. Bogen er anmeldt af Leander Wandsøe-Isaksen.
Læs mere
Lær at lave business som en rockstar
Hvor AI reelt gør en forskel for personalisering
Fra ord til magt – solid håndværksbog fra spin-æraens mester
En bog om bæredygtig arbejdsglæde til nutidens travle sind
Optimistisk bog vil gøre dig til aktiemillionær – glem det – men læs bogen alligevel
Jan Bonde Nielsen-bog får seks stjerner. En fantastisk historie om en dansk erhvervsmand
Super interessant historiebog forklædt som erhvervslekture
En fiktiv historie og 5 gamle cases om selvledelse
Guide til at lede digital transformation i en forandret virkelighed
Anmeldelse af dugfrisk vismandsrapport: Solid analyse, men hvor er analysen af forsvarsudgifterne?
Ny bog skuffer: Kritik af moderne arbejdskulturer og ledelsespraksisser er for skinger
En bog, som vil og kan noget for både den nye og erfarne leder
Hastighed og de gode løsninger er ikke hinandens modsætninger – tværtimod
