Bogen består af 12 konkrete råd til unge kvinder om, hvordan de kan træffe valg, der giver magt og frihed – både privat og professionelt. Rådene er præcise, lettilgængelige og leveret med et betydeligt pædagogisk overskud. Og det er der brug for, vi kan nemlig ikke vente på, at verden ændrer sig. Derfor må kvinder vælge klogere, strategisk og mere offensivt. Ellers risikerer de afhængighed og ringere livsindkomst – og vi risikerer, at grundlaget for velfærdsstaten smuldrer.
Når velfærd bliver et individuelt anliggende
Man behøver ikke læse mange statistikker for at konstatere, at kvinder trækker sig fra arbejdsmarkedet, går på deltid eller vælger lavtlønnede omsorgsfag langt hyppigere end mænd. Men netop det faktum svækker fundamentet under det velfærdssamfund, som netop kvinder er mest afhængige af. Når pasningen i daginstitutioner og plejehjem svigter, er det ikke fædrene, men mødrene, der samler op. Dermed er valgene ikke kun private – de er faktisk politiske. Det er kvindernes arbejdsudbud, der sikrer både deres egen frihed og velfærdssamfundets bæreevne.
Boganmeldelse
Titel: Overskudskvinder – Økonomernes vej til det frie liv
Forfattere: Nina Smith og Anne-Mette Barfod
Forlag: Lindhardt og Ringhof
224 sider
Score: Fire af seks stjerner
Anmeldt af Joachim Sperling, direktør, Erhvervslivets Tænketank
Det er et effektivt argument, som Smith og Barfod formidler i et lettilgængeligt sprog, men her finder vi også bogens svaghed: Den stringente opstilling af problemer og løsninger efterlader indtrykket af, at det i højere grad er viljen til at skrive bogen end behovet for at tilføre ny faglighed, der har båret den frem.
Tilpasning frem for transformation
Bogen kritiserer med rette de strukturelle forhold, der fastholder kvinder i lavtlønnede og kønnede roller. Men den foreslår ikke at ændre strukturerne – den foreslår, at kvinderne tilpasser sig dem. Kvinder bør søge væk fra fag og funktioner, der ikke belønnes af markedet – og mod job, der giver højere livsindkomst og bedre muligheder for indflydelse.
Det rejser et væsentligt spørgsmål: Er det ønskværdigt, at feminisme i dag handler om at gøre kvinder mere som mænd – eller burde vi i højere grad ændre måden, vi vurderer værdi og arbejde på? Når kvinder frarådes altid at være dem, der tager referat fra møder, tømmer opvaskeren eller at vælge omsorgsfag, siger vi indirekte, at det feminine – og det fællesskabsorienterede – stadig ikke rigtigt tæller.
Det ændrer dog ikke ved, at bogen har en stærk gennemslagskraft. Den taler direkte til kvinder med ambitioner uden at tale ned. Ambitionen er at give kvinder handlekraft og at få flere til at blive og kæmpe for bedre rammer, ikke trække sig og kompensere i det stille.
Nina Smith fortæller eksempelvis, hvordan hun og hendes mand skiftedes til at hente deres søn tidligt i børnehaven, da kvaliteten i pasningen ikke var i orden. Pointen er ikke at negligere børns trivsel, men at ændre de samfundsmæssige vilkår, så flere forældre – og særligt kvinder – kan passe deres job fuldt og helt – og samtidig være nærværende.
Et partsindlæg med et klart svar
Sidste år anmeldte jeg i disse spalter Emma Holtens Underskud, som rettede et frontalangreb mod økonomers manglende evne til at værdisætte omsorgsarbejde. Holten ønskede et opgør med regnemodellerne og et helt nyt værdisæt. Overskudskvinder kan næsten læses som et svar: Et ja til præmissen om, at omsorg undervurderes – men et nej til ideen om, at vi kan vente på samfundets forandring. I stedet gives der her et redskab til den enkelte kvinde: Gør det, der virker. Nu.
Det gør Overskudskvinder til en bog, der er nyttig, velskrevet og veldisponeret – men også afgrænset. Den tilbyder ikke en ny vision for samfundet, men en manual til at begå sig i det eksisterende. For nogle er det en styrke. For andre et kompromis.
Anmeldt af Joachim Sperling, direktør, Erhvervslivets Tænketank
Læs mere
Ingen modeller er rigtige, men nogle modeller er nyttige
Ny bog får seks stjerner: Frisættelsens ulidelige lethed
Hvorfor er vi på arbejdspladsen?
Grundig analyse afdækker Ruslands militære kapaciteter i en krigstid
En beretning fra klimakampens skyttegrav
Sådan gør man personlig kundeservice helt unik
Ny bog om elbiler giver spændende indsigt
Nyt strategibog får seks stjerner
Ny bog om ledelse i rummet er alt andet end hverdagskost
Vigtig bog om brobygning mellem unge generationer og fremtidens virksomheder
En stigende polarisering udfordrer den gængse ledelse…..
Alt for mange arbejdspladser er ikke for børn
Ny bog om kunstig intelligens overfor kunder får topkarakter
Ord, ord, ord! – og hvad de faktisk betyder i ledelse
Den selvledende organisation er et dilemmafyldt farvand
Nye tider kræver ny tilgang til ledelse – måske…. Ledelsesbog skyder forbi målet