609708846_872929579064755_8654155104690732415_n

Kultur

Fra ord til magt – solid håndværksbog fra spin-æraens mester

Den erfarne kommunikationsrådgiver Peter Golls nye bog fra Ord til magt får god medfart af InsideBusiness' anmelder, der især hæfter sig ved, at forfatteren har særdeles meget erfaring. Også med egne svære dueller i tidligere stillinger og satsninger, det giver pondus, skriver Joachim Sperling.

Der er stil over Peter Goll. Han er altid ulasteligt klædt, og på bureauet er der højt til loftet og fuld fart på indretningen. Peter Goll er en kommunikationsrådgiver fra øverste hylde, og nu også forfatter til bogen Fra ord til magt – en moppedreng på 432 sider. Bogreceptionen var i eftersommeren henlagt til den klassiske københavnerbistro Admiralgade 26 – stedet hvor mediefolk og magthavere kan gnubbe sig under diskrete rammer.

Gæsterne var ikke tilfældigt valgt. Jeg spottede Gubramilliardæren Jacob Jelsing, den tidligere SF-formand Holger K. Nielsen, som Goll rådgav i sine unge år på Christiansborg, og Bo Nilsson, den tidligere Nets-direktør, der tjente et trecifret millionbeløb på at realisere et ordentligt slag aktieoptioner på det rigtige tidspunkt. Jeg ved ikke, om han har brugt Peter Goll som rådgiver, men det skulle ikke undre mig, for er der nogen, der har haft brug for hjælp, er det Bo Nilsson.

Fra ord til magt – 100 råd om kommunikation emmer af erfaring. Og den afspejler, at Peter Goll har haft en usædvanlig karriere: Fra ungdomspolitik og spindoktor på Christiansborg over topposter i Falck og Københavns Lufthavne. Hertil kommer, at Peter Goll var fast indslag i Jersild minus Spin gennem flere sæsoner.

Bogformatet er enkelt og ambitiøst: 100 korte råd, der kan bruges som opslagsværk eller indtages i mindre bidder. Peter Goll kender mediernes logik, magtens psykologi og den særlige dynamik, der opstår, når politik, erhverv og offentlighed kolliderer. Når han skriver om talmandsstruktur, mediehåndtering og krisens dramaturgi, er det med erfaringens præcision.

Boganmeldelse

Forfatter: Peter Goll
Titel: Fra ord til magt
Gads Forlag
Score: 5 af 6 stjerner

Anmeldt af Joachim Sperling.

Goll har selv været centrum i mindst to spektakulære sager, som ikke nævnes i bogen – det ville jeg heller ikke have gjort, hvis jeg var ham. Men de er værd at fæstne sig ved, fordi de på hver deres måde bidrager til fortællingen om Peter Goll. Og så siger de noget om hans evne til at bevare fatningen – selv når huset ser ud til at være brændt ned til grunden.

Peter Golls første og mest spektakulære grundstød var den såkaldte Falck-sag – som endte med, at både han selv, hans CEO Allan Søgaard Larsen og den public affairs ansvarlige Jesper Gronenberg måtte fratræde deres stillinger, fordi de havde orkestrereret en smædekampagne mod vinderen af et ambulanceudbud i Region Syddanmark – hollandske BIOS. Konkurrencemyndighederne gik ind i sagen og kortlagde Peter Golls rolle, og det måtte han senere selv erkende var belastende læsning. Sagen rullede på højtryk i medierne og endte med, at Falck fik en bøde på 30 mio. kr. og måtte betale 152 mio. kr. i erstatning til BIOS. Peter Goll blev hverken sigtet eller dømt, men har siden beklaget sin rolle i sagen.

Goll landede nyt godt job

Kort efter fik Peter Goll et nyt topjob i Københavns Lufthavne, men undervejs måtte den daværende CEO Thomas Woldbye forsvare ham, for mange var ude med riven, da rapporten fra Konkurrencestyrelsen så dagens lys. Det moralske ansvar endte hos Allan Søgaard Larsen, der blev forment adgang til de bonede gulve i dansk erhvervsliv.

På et tidspunkt forlod Peter Goll sit job i lufthavnen for at etablere et bureau med en anden spektakulær K-person, nemlig Kresten Schultz Jørgensen, der i dag gør sig bemærket for at messe om livsklogskab og moralsk habitus for en voksende kreds af LinkedIn-proselytter.

Det partnerskab kom Peter Goll til at fortryde. Kresten Schultz Jørgensen havde nemlig glemt at fortælle sine forretningspartnere, at han var blevet taget for alvorlige færdselsforseelser, og at der snart ville falde dom i sagen. En dag kunne Peter Goll derfor læse i Ekstra Bladet, at Kresten Schultz Jørgensen havde fået inddraget sit kørekort, som følge af spirituskørsel og en hastighedsoverskridelse på Ryvangs Allé. Den slags sager er livstruende for et bureau, der lever af at sælge troværdighed, og derfor måtte Peter Goll verfe Kresten ud og genetablere bureauet under et nyt navn.

Sagen blev ikke mindre interessant af, at en anden kendt K-person – nemlig Nynne Bjerre Christensen – kunne dokumentere, at Kresten Schultz Jørgensen i tilknytning til sin egen krisestyring havde løjet om, hvor langt han havde kørt i sin bil i påvirket tilstand. Man kan kalde det ”en lille løgn”. Den slags er der faktisk et råd om i bogen. Den store løgn – som f.eks. at Anders Fogh naturligvis ikke var kandidat til en toppost i NATO – er tilladt fordi det er en professionel og nødvendig løgn, mens den lille løgn, som kun handler om personlig forfængelighed, kan begrave dig på ubestemt tid.

Erfaring fra svære sager giver pondus

Man mærker, at Peter Golls erfaring med den slags sager, og at det både er på det personlige og professionelle niveau, at han har været under pres. Det giver bogen en ekstra styrke og tyngde, som man ellers skal lede længe efter.

Fra ord til magt er dog også en bog, der hører hjemme i tiden før vi blev oversvømmet af sociale medier. Golls univers er i høj grad formet af den klassiske medieoffentlighed: Presse, tv, radio, redaktører og nyhedskriterier. Men tiderne er for alvor ved at skifte, for den politiske kommunikation er bevæger sig hastigt over mod sociale medier, algoritmer, TikTok-logikker, hvor autenticitet og tonalitet ofte slår strategi. Det er et landskab, hvor magt ikke nødvendigvis flyttes af de mest velformulerede narrativer, men af dem, der forstår tempo, format og følelsesmæssig resonans.

Et godt eksempel er Sisse Marie Wellings kampagne for at blive Overborgmester i København. Det handlede mere om københavnske kebab-barer end politisk indhold. Få eller ingen vidste, hvad Sisse Marie Welling stod for gennem kampagnen, men københavnerne havde tillid til hende alligevel.

Det er ikke en fatal svaghed ved bogen, men en vigtig begrænsning. Selvom Peter Goll er relativt ung i forhold til hans erfaringsniveau, repræsenterer han en generation, der er vokset op før TikTok, før memekultur og før politik blev performance i realtid på sociale platforme. Det gør bogen stærk, når den taler til ledere, embedsmænd og professionelle rådgivere – men mindre skarp, når den skal indfange nutidens mere kaotiske og fragmenterede kommunikationslandskab.

Alligevel er Fra ord til magt en bog, der fortjener en klar anbefaling. Ikke fordi alle 100 råd er nye, eller universelt gyldige i 2026, men fordi de er gennemtænkte, erfaringsbaserede og skrevet med respekt for branchen. I et fag, der fra tid til anden præges af både bortforklaringer, afledningsmanøvrer og moralsk overbud, er det i sig selv en kvalitet.

Anmeldt af Joachim Sperling.

 

Læs mere

En bog om bæredygtig arbejdsglæde til nutidens travle sind

Optimistisk bog vil gøre dig til aktiemillionær – glem det – men læs bogen alligevel

Jan Bonde Nielsen-bog får seks stjerner. En fantastisk historie om en dansk erhvervsmand

Super interessant historiebog forklædt som erhvervslekture

En fiktiv historie og 5 gamle cases om selvledelse

Guide til at lede digital transformation i en forandret virkelighed

Anmeldelse af dugfrisk vismandsrapport: Solid analyse, men hvor er analysen af forsvarsudgifterne?

Ny bog skuffer: Kritik af moderne arbejdskulturer og ledelsespraksisser er for skinger

En bog, som vil og kan noget for både den nye og erfarne leder

Hastighed og de gode løsninger er ikke hinandens modsætninger – tværtimod

Bog om værdien af kvinders arbejde er et polemisk partsindlæg, men alligevel læseværdig

Et personligt manifest for et bedre arbejdsliv