Merkels ubetalte regning: Tyskland hænger i dyndet

Man forstår godt, at Angela Merkel havde behov for intet mindre end 700 sider til at forklare sig i sine erindringer med den dobbelttydige titel ”Frihed”. For efter at have læst Steen Nørskov og Philip Ostrowicz’ ”Verden venter ikke på os”, er det svært at se bort fra, at hendes 16 år i kanslersædet er en væsentlig del af forklaringen på, at Tyskland i dag hænger i dyndet.

Merkel forlod kanslerkontoret i 2021 som en af Europas mest respekterede statsledere. Tyskland var kontinentets økonomiske lokomotiv, arbejdsløsheden lav og statsfinanserne solide. Hun havde ført landet gennem finanskrise, eurokrise, flygtningekrise og corona og blev hyldet som den rolige og ansvarlige leder i en stadig mere urolig verden.

Fem år senere ser regnskabet anderledes ud. Nørskov og Ostrowicz bog udkom før sommer og kunne derfor ikke tage højde for, at AfD den 6. september ville få 44 procent af stemmerne i Sachsen-Anhalt, og kun knebent misse et absolut flertal i delstatsparlamentet. Nu har også Mecklenburg-Vorpommern og Berlin haft valg, og den korte historie er, at den politiske struktur i Tyskland, som vi kender den, er ved at gå op i limningen. Hvordan kunne det ske?

Tyskland gjorde sig dybt afhængigt af russisk gas og fortsatte med Nord Stream 2, længe efter at Vladimir Putin havde vist Ruslands sande ansigt. Merkel besluttede efter ulykken ved Fukushima at fremskynde afviklingen af atomkraft, hvilket var med til at gøre landet til nettoimportør af strøm. Bundeswehr blev forsømt trods et synligt forstærket trusselsbillede. Infrastrukturen forfaldt, digitaliseringen haltede, og nødvendige reformer blev udskudt. Og beslutningen om at åbne landet for et meget stort antal flygtninge og migranter i 2015 lagde grunden til AfD’s senere fremgang.

Merz har overtaget et land under pres

Det er for enkelt at gøre Merkel ansvarlig for det hele. Mange beslutninger havde bred opbakning, og den tyske model var enormt succesfuld, mens den fungerede. Men Merkels store politiske talent var at løse dag-til-dag problemer, mens de langsigtede udfordringer blev ignoreret. I dag kan vi se, at kansler Merz har overtaget et land, hvor både den økonomiske model og det politiske system er under voldsomt pres.

Det er her, bogen bliver interessant. Verden venter ikke på os handler i virkeligheden om regningen efter den lange periode, hvor Tyskland havde næsten perfekte kort på hånden. Russerne leverede billig energi, amerikanerne sikkerhed, og kineserne købte tyske biler, maskiner og kemiprodukter. Der var det store hjemmemarked i EU, og tyskerne selv leverede en industrimaskine, som gjorde landet til Europas ubestridte økonomiske centrum. Imens brugte Tyskland politisk kapital på at sikre, at EU’s gældsætning ikke løb løbsk.

Den verden findes ikke længere. Sandheden er, at Tyskland står med en række problemer, der griber ind i hinanden, og som fremstår nærmest uløselige i dag.

Tag energien. Tyskland ville så gerne være grøn, så udover at afskaffe a-kraften, skulle man også udfase kul. Men hvordan var det muligt, når der ikke var billig russisk gas? Efter invasionen af Ukraine lykkedes det imponerende hurtigt at skaffe LNG og andre gasleverancer, samtidig med at vedvarende energi blev udbygget. De længe forsinkede transmissionsforbindelser fra vindkraften i nord til industrien i syd er omsider også på vej. Men hvor skal Europas største industrination få de enorme mængder stabil energi fra til konkurrencedygtige priser?

Tyskland bruger stadig brunkul

Grøn brint kunne være svaret, men er tre gange så dyr som det fossile alternativ. Den kan være en del af løsningen på klimaproblemet, men den gør tysk stål og kemi mindre konkurrencedygtig overfor konkurrenterne i USA, Kina og Mellemøsten. Det absurde er, at ambitionen om grøn brint kommer fra et land, som får omkring 15 procent af sin elektricitet fra brunkul, der er et af de mest klimabelastende brændsler overhovedet. Skal grøn brint blive konkurrencedygtig på lang sigt, kræver det, at Kina og USA også prissætter CO2. Indtil da er det tysk industri, der betaler regningen.

De uløste problemer er nu tydelige i industrien. Kina er på ganske få år gået fra at være et af den tyske bilindustris vigtigste markeder til også at være dens farligste konkurrent. I årtier kæmpede tyskerne for adgang til det kinesiske marked. Nu er det Europa, der i realiteten må tigge kineserne om at holde igen. Ifølge Financial Times vil Bruxelles have Kina til frivilligt at begrænse eksporten af biler til Europa, mens Tysklands vicekansler samtidig kræver told. Og bilerne er kun det mest synlige eksempel. Andre energiintensive erhverv rammes af samme kombination af dyrere energi, hårdere international konkurrence og enorme investeringskrav i den grønne omstilling.

Nørskov og Ostrowicz er gode til at vise, at problemerne ikke bare skyldes Putin og Xi Jinping. En stor del af problemerne er hjemmelavede. Det gælder ikke mindst bureaukratiet. Her er bogen både konkret og morsom. Tyskland kan bygge nogle af verdens mest avancerede maskiner, men har stadig en offentlig administration, hvor faxmaskinen endnu ikke er udfaset som kommunikationsredskab. Bag komikken ligger et alvorligt produktivitetsproblem. Beslutninger tager for lang tid, investeringer forsinkes, infrastrukturen er forsømt, og digitaliseringen halter.

Samtidig bliver tyskerne ældre, og mange forlader arbejdsmarkedet de kommende år. Landet har derfor brug for både højere produktivitet og mere arbejdskraft udefra. Så rammer man det næste paradoks, for modstanden mod indvandring er blevet en drivkraft for AfD og de venstreekstreme partier.

Nørskov og Ostrowicz bruger med rette meget plads på migration og de identitetsudfordringer, som er motoren i AfDs store fremgang. Men hvad sker der med demokratiet, når mange partier ikke vil samarbejde med AfD, selvom de kan være tæt på at have flertal alene i flere delstater? Det spørgsmål tyskerne skal svare på nu, hvor CDU er røget helt ud af delstatsparlamentet i Mecklenburg-Vorpommern, hvis største by mange danskere nok bedst kender fra overfarten Gedser-Rostock.

Rusland skal afskrækkes

Forfatterne er stærke på øst-vest-kløften. Mere end 35 år efter Murens fald er forskellene ikke forsvundet. Formuerne er mindre i øst, investeringerne lavere, og mistilliden til institutionerne større. Også synet på Rusland er anderledes, og AfD vil nu have russiskundervisning i skolerne.

For Rusland er altså ikke bare et spørgsmål om gas. Der går en linje gennem krig, deling, Ostpolitik og genforening til Wandel durch Handel og Nord Stream. Troen på, at økonomisk integration kunne tæmme geopolitikken, havde dybe tyske rødder.

AfD’s politiske magt er fortsat begrænset, og lige nu vil magten i Tyskland det fundamentalt anderledes. Rusland skal afskrækkes, Bundeswehr genopbygges, og forsvarsindustrien skal producere i en helt anden skala. Det er måske den største omstilling af dem alle. Et land, der siden krigen har gjort militær tilbageholdenhed til en del af sin identitet, skal igen være Europas militære tyngdepunkt. Samtidig skal der findes hundredvis af milliarder til forsvar og infrastruktur. Det er muligt nu, fordi gældsbremsen er lempet, men ingen kan svare på om lempelserne også kan skabe vækst.

Nørskov og Ostrowicz har skrevet en vidende bog. Reportagerne, interviewene og de konkrete eksempler gør de store strukturelle problemer forståelige, og man mærker, at forfatterne kender landet.

Men bogen efterlader også et spørgsmål, som jeg gerne havde set dem gå hårdere til: Hvad skal Tyskland egentlig leve af om 20 år? Det er ikke nok at konstatere, at landet skal digitaliseres, investere mere og udvikle nye grønne teknologier. Hvis Tyskland fortsat skal være Europas industrielle centrum, kræver det konkurrencedygtig energi, langt højere produktivitet, enorme investeringer og en arbejdsstyrke med mere indvandring. Samtidig skal landet finansiere en historisk oprustning, som også vil kræve mange soldater.

Derfor vender jeg efter læsningen tilbage til Merkel. Hendes Tyskland så så stærkt ud, så længe den gamle model fungerede, og Rusland holdt sig i ro. Det gav velstand og stabilitet, men det fjernede også presset for at forberede sig på den dag, hvor det hele brød sammen. Nu er den dag kommet.

Anmeldt af Joachim Sperling, rådgiver på notat.co

 

Læs mere

Ny bog er central for forståelsen af digital afhængighed

En sand sværvægter om demokratiske virksomheders superkraft

For en bedre verden. For en ny tid med krav om ny ledelse

Gode salgskompetencer er fundamentale og bliver aldrig umoderne

“Tænk mindre, led bedre”

Ny bog om Saxo Bank kobler banken til russiske oligarker

Sådan banes vejen fra ledelse til karriere i bestyrelsesverdenen

Ny bog fanger det nok allervigtigste ved beslutningstagning, timing

Man når sjældent langt ved at gå halvhjertet til værks. Derfor kærlighed

Fra oplevelsesøkonomi til den transformative økonomi

Hvordan skabes rum, hvor borgere og medarbejdere kan udfolde deres potentiale?

Skab innovation i din virksomhed: Vær en arkitekt, brobygger eller katalysator

Rebellen uden facit – jagten på at forstå Elon Musk

En af de helt store skandaler – Hafnias fald