441456924_1217199632598149_2433121763866377503_n

Kultur

Hverdagsimplementering stiller skarpt på levedygtige organisationsforandringer

Det er ikke så svært at lave ændringer. Det svære ligger i, at få mennesker til at ændre adfærd, så forandringerne bliver varige. Det agiterer Andreas Lindemann for i sin nye bog, 'Hverdagsimplementering'. En bog, der giver inspiration, metoder og værktøjer til hvordan især mellemledere i praksis kan virkeliggøre små eller store forandringer med dobbelt fokus på både rationelle og psykologiske processer.

Bogen vil meget: både spænde over det private erhvervsliv og det offentlige Danmark – og måske bliver det også en tand FOR bredt. Ordvalg og beskrivelser klinger meget af en mere offentlig kontekst, med fokus på ”at tænke holistisk og helhedsorienteret både organisatorisk, menneskeligt og datamæssigt” – og et meget højt lixtal, men lidt mindre fokus på faktiske resultater.

Andreas Lindemann er cand.scient.pol., har en master i organisationspsykologi og er partner i konsulenthuset Promentum. Han har desuden været forsker på VIVE og har arbejdet med lederudvikling i Rigspolitiet.

Opskriften på god implementering: Mobiliser, rammesæt og responder

Bogen centreres om tre faser, som alle implementeringer går igennem:

Mobiliser; rammesæt; responder. En trinvis model, der giver mening for de fleste – og som uddybes fint undervejs i bogen.

Den første del af bogen giver læseren et indblik i begreber, teorier og det tankemæssige fundament (dvs. forandringsledelse, hjerneforskning og organisationspsykologi). Disse er gennemarbejdede og velbeskrevne, men der går lidt lang tid fra kapitel 1, hvori teorierne beskrives, og til kapitel 5-8, hvori de sættes i relation til henholdsvis strategisk og operationel ledelse af implementering.

Hernæst følger et kapitel med beskrivelse af, hvad hverdagsimplementering er, og hvilke principper begrebet bygger på, og derefter igen en beskrivelse af konteksten for forandringen (og dennes betydning for, hvordan hverdagsimplementering bør gribes an).

Boganmeldelse

Hverdagsimplementering – Levedygtige og mærkbare organisationsforandringer

Af: Andreas Lindemann

Forlag: Dansk Psykologisk Forlag

Sprog: Dansk

Sideantal: 263

Pris: 399 kr.

ISBN: 9788771855982

Stjerner: 4 af 6

Anmeldt af: Sofie Breum, managing director, H&B Analytics

Anden del stiller skarpt på, hvad den strategiske ledelse konkret skal være særlig opmærksom på i forhold til den strategiske/rationelle ledelse i praksis, og hvad man skal være særlig opmærksom på i forhold til psykologiske processer i og mellem mennesker, når man designer implementering i praksis. Hertil følger en beskrivelse af, hvad den operationelle implementeringsledelse skal være opmærksom på i forhold til igen de både rationelle og de psykologiske processer.

Og sidste del sætter fokus på især den offentlige sektors vilkår i forhold til succesfuld implementering i praksis. Et stærkt kapitel, der måske endda burde komme tidligere i bogen for at holde læseren fanget.

Spring frem i bogen, hvis du ønsker praktiske eksempler

I introduktionen anbefales læseren at springe direkte til kapitel 5 (af 10), hvis der ønskes praktisk analyse og tilgang til implementering. Halvdelen af bogen virker som en hel del at kunne springe over – og man fristes til at tænke, at den så måske kunne have været bare lidt kortere?

Vigtigste læring fra bogen opsummeret med forfatterens egne ord:

  • Man skal både arbejde med udvikling af forandringstiltag og med implementeringen heraf fra dag et.
  • Man skal både tænke strategi og strategieksekvering, da de er to sider af samme sag.
  • Man skal både arbejde med målrationelle og psykodynamiske processer og se dem som tæt forbundne (der skal lyttes og sættes rammer og retning på en og samme tid).
  • Man skal arbejde i de tre faser (mobilisere, rammesætte, respondere) og med tre indsatsområder (mening, handling og handlekraft, engagement).
  • Man skal både interessere sig for individet og individet i gruppen.

Stærkt teoretisk bidrag til implementeringslitteraturen  

Bogen er velskrevet med et flydende sprog, men det høje lixtal gør, at nogle læsere formodentlig vil falde fra undervejs. Den er ganske enkelt mere en lærebog end lufthavnslitteratur.

Hverdagsimplementering stiller skarpt på et vigtigt tema. Men det synes svært at adskille bidraget fra de mange andre bøger om emnet på markedet. På positivlisten er det dog vigtigt at understrege, at de mange teorier og modeller gør bogen god som udgangspunkt for bl.a. et speciale eller anden mere akademisk tilgang til implementering.

Alt i alt en fin bog, der dog ikke sprænger rammerne for hverken sin behandling af det teoretiske apparat eller de medtagne cases. Men opsummeret handler det vist ifølge forfatteren om at: Tænke stort, starte småt – fokusere på helheden med respekt – støtte sig til teoretikerne – handle lidt hver dag – og holde øje med organisationen løbende i processen.

 

Læs mere

Overfladisk bog om det superspændende AI-tema

Anmeldelse: Ny Vismandsrapport er bestemt ikke uden problemer

Nyttig og nødvendig bog om overvågning på arbejdspladsen

En stor, inspirerende og kritisk refleksion over emnet organisation og ledelse

Ny bog får topkarakter: Når nepotisme er en strategi

Snydekoder til kampen om fremtidens talent

Samfundet, virksomhedens bundlinje og medarbejdertrivsel går hånd i hånd

Ny bog gør på fremragende vis etik spiselig for ledere

Redesign af menneskeheden,

Sværvægter til krystalklar ledelseskommunikation

Fremragende håndbog til nyudnævnte ledere